Fedtsugning
Fra naturens side er vores fedt på kroppen opdelt i det vi kalder ”fedtet i underhuden”, der er jævnt fordelt over hele kroppen og i mere lokaliserede ”fedtdepoter”. Mængden af fedt i underhuden vil typisk variere afhængigt af vores ernæringstilstand, mens mængden af fedt i ”fedtdepoterne” er arveligt og kønsligt bestemt.
Æble- og pæreformer
For mænd er der typisk tale om at de arveligt bestemte fedtdepoter samler sig på maven og flankerne, hvorved de typisk får, hvad vi kalder en ”æbleform”, mens det for kvindernes vedkommende typisk drejer sig om, at fedtdepoter er samlet på lår, hofter og balder, hvilket giver anledning til at de får en såkaldt ”pæreform”.
Hvem er egnet til en fedtsugning?
En fedtsugning egner sig bedst til normalvægtige personer, hvor problemet består i, at fedtdepoterne ikke forsvinder selv efter træning og kostomlægning.
Det skal imidlertid bemærkes, at en fedtsugning ikke er nogen slankekur. Hvis det primære problem består i, at man har for meget fedt jævnt fordelt over hele kroppen vil det være en ændring af kosten kombineret med motion, der skal afhjælpe problemet.
Hvordan bliver resultatet?
En fedtsugning er velegnet til at ændre kroppens facon, fordi fedtcellerne i modsætning til alle andre celler i kroppen stort set ikke har evnen til at dele sig. Det betyder, at når man med en fedtsugning fjerner fedtcellerne fra fedtdepoterne, så vil der ikke igen være tendens til at fedtet samler sig der.
Generelt kan man sige at en fedtsugning giver et rigtig godt resultat, men man skal være opmærksom på, at huden med alderen bliver mindre elastisk, hvilket kan gøre at huden kan have svært ved at trække sig sammen med alderen – derfor anbefales det at indgrebet foretages mellem 20 og 45 år. Der kan derfor forekomme situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre at foretage en fedtsugning.
Faktorer der kan have negativ indflydelse på resultatet er typisk rygning og tidligere svær overvægt.
Er resultatet permanent?
Som nævnt har fedtcellerne kun en meget beskeden evne til at dele sig, hvilket betyder, at selvom du skulle tage på senere i livet, vil fedtet ikke lejre sig de samme steder som før. Du vil altså med andre ord beholde din nye facon, men en fedtsugning forhindrer ikke, at du på et senere tidspunkt kan tage på i vægt.
