Søg    Print
Du er her: Forside : Plastikkirurgi : Brystreduktion

Brystreduktion

Meget store og hængende bryster kan have stor negativ betydning for mange kvinder. Dels kan de føle sig psykisk genereret og føle sig utiltrækkende, og dels er det forbundet med mange fysiske symptomer.

Kvinder med store og hængende bryster vil ofte have problemer med skulder-, nakke- og rygsmerter ligesom stropperne fra BH’en kan give hudirritation. Det er desuden almindeligt at mange kvinder føler sig generet af sved under brysterne og at deres muligheder for at dyrke sport bliver begrænsede.

Især i teenageårene kan det være generende for kvinder med store bryster, fordi de føler sig udenfor eller blive flove over deres udseende, og derfor vælger en del kvinder at få foretaget en brystreduktion udelukkende af kosmetiske årsager – her gælder at man skal være mindst 18 år!

En brystreduktion kan hjælpe med at:

  • Fjerne de fysiske gener ved for store bryster
  • Give kroppen en mere harmonisk proportion
  • Hæve brystet til den oprindelige position
  • Genskabe selvtilliden og give en øget følelse af femininitet

Hvad indebærer en brystreduktion?

Ved en brystreduktion fjerner man det fedt- og kirtelvæv som fylder for meget samtidig med at brystvorten løftes op (se yderligere under Brystløft)og overskydende hud fjernes. I mange tilfælde vælger man også at formindske areola (det brune område omkring brystvorten).

Operationen tager 1.5 til 2 timer og foregår i fuld narkose, og efter operationen vil der blive lagt en forbinding og i mange tilfælde får man også udleveret en god støttende BH.

Hvilke ulemper kan der være forbundet med en brystreduktion?

Ved alle operationer er der en risiko, læs venligst vores vejledning omkring generelle risici og komplikationer ved brystoperationer, og ved et brystløft er den hyppigste komplikation efterblødning, hvor brystet vokser og bliver spændt. Risikoen for efterblødning øges når brystet i forvejen er spændt, hvilket kan ske i forbindelse med menstruationen.

Det er muligt at amme efter en brystreduktion, men det anbefales alligevel at vente med at få foretaget en brystreduktion til man har født de børn man ønsker fordi følesansen i brystvorten kan blive påvirket.

Vær realistisk og tænk på dig om

Det kan tage tid før det ønskede resultat opnås, og de første 3 måneder efter operationen kan arrene se rynkede og røde ud og i mange tilfælde kan det endelige resultat først vurderes efter 1 år. Det er derfor vigtigt at du et halvt år efter operationen undgår sol og solarium.

De fleste kvinder bliver meget tilfredse med deres brystreduktion og opnår en væsentlig forbedring af livskvaliteten ved at de fysiske gener forsvinder, at deres mulighed for at dyrke sport og være aktiv forbedres samtidig med at de oplever en større selvtillid.

Det er alligevel vigtigt, at det er dit eget personlige ønske om at få et brystløft, der er drivkraften og at du nøje har vurderet fordelene i forhold til ulemperne ved en brystreduktion. Du skal aldrig lade dig presse af andre til at få foretaget nogen form for kosmetisk kirurgi. Desuden anbefaler vi, at du tænker dig grundigt om og vælger et sted, hvor du er sikker på at kirurgerne er kompetente og hvor du føler dig tryg.

Læs mere om hvordan en brystreduktion foregår

Læs mere om risici og komplikationer

Kontakt os for at høre mere

Komunikado.dk