Søg    Print
Du er her: Forside : Plastikkirurgi : Brystløft

Hvorfor vælge et brystløft?

Mange kvinder oplever problemer med at deres bryster hænger, hvilket der kan være forskellige årsager til.

Der kan være tale om at kvindernes bryster har en medfødt tendens til at hænge, hvilket typisk vil sige omkring puberteten, men de fleste kvinder oplever især at få mere hængende bryster efter graviditet, amning, vægttab eller simpelthen som følge af at huden med alderen bliver mindre elastisk. Det fører til at brystet mister sin oprindelige facon, fasthed og synker ned.

I den vestlige verden er kvindens bryster i manges øjne tæt sammenkædet med en feminin udstråling, og derfor føler mange kvinder naturligt nok, at de er mindre feminine når brysterne hænger, hvilket for nogle desværre fører til, at de bliver generte og lider af ringe selvtillid.

Et brystløft hjælper med at:

•    Genskabe brystets naturlige facon
•    Hæve brystet til den oprindelige position
•    Genskabe selvtilliden og give en øget følelse af femininitet

Hvad indebærer et brystløft?

Ved et brystløft ændrer man ikke på brystets størrelse, så det er derfor vigtigt, at man har den vægt man er tilfreds med fordi et senere vægttab kan medføre hængende bryster igen.

Et brystløft indebærer at kirurgen fjerner overskydende hud under brystet, brystvorten (areola) flyttes opad og ofte vil man også gøre det pigmenterede område omkring brystvorten mindre.

Operationen foregår oftest i fuld narkose og selve indgrebet varer omkring 1½ - 2 timer, og efter operationen vil der blive lagt en forbinding og i mange tilfælde får man også udleveret en god støttende BH.

Hvilke ulemper kan der være forbundet med et brystløft?

Ved alle operationer er der en risiko, læs venligst vores vejledning omkring generelle risici og komplikationer ved brystoperationer, og ved et brystløft er den hyppigste bekymring ardannelse.

Ved små operationer hvor der kun fjernes hud omkring brystvorten vil der i mange tilfælde kun blive tale om ubetydelige ar, mens der ved større operationer kan forekomme synlige ar – dette er meget individuelt af afhænger af kroppens evne til at hele.

Værd at overveje i forbindelse med et brystløft

Det bedste resultat af opnås ved mindre bryster, men det er også muligt at operere større bryster – ofte vil man så kombinere et brystløft med en brystreduktion. Det er ligeledes muligt at kombinere et brystløft med en brystforstørrelse, så brystet opnår den størrelse og form kvinden ønsker.

Det er muligt at amme efter et brystløft, men det anbefales at man ikke får foretaget operationen før man har født de sidste børn – ellers vil der være en stor risiko for at brysterne igen begynder at hænge.

Et brystløft er ikke nogen garanti for at brystet aldrig vil komme til at hænge igen, idet huden med alderen mister sin elasticitet, men brystet vil ikke komme til at hænge så meget, som det ville uden en operation.

Vær realistisk og tænk på dig om

Det kan tage tid før det ønskede resultat opnås, og de første 3 måneder efter operationen kan arrene se rynkede og røde ud. Det er derfor vigtigt at du et halvt år efter operationen undgår sol og solarium.

Det er vigtigt, at det er dit eget personlige ønske om at få et brystløft, der er drivkraften. Du skal aldrig lade dig presse af andre til at få foretaget nogen form for kosmetisk kirurgi. Desuden anbefaler vi, at du tænker dig grundigt om og vælger et sted, hvor du er sikker på at kirurgerne er kompetente og hvor du føler dig tryg.

Læs venligst forløbet før og efter et brystløft

Klik her for at kontakte os for yderligere information

Komunikado.dk